Pottetræning – Sådan pottetræner du dit barn

Af ida BAdge
ida

Ida er 36 år og bor lidt uden for København med sin kæreste, to bonusbørn på hhv. 15 og 9 år og datter på 3 år.   Som mor har...

Er det ved at være tid til at smide bleen, så læs med i nedenstående guide, hvor du kan blive meget klogere på alt hvad der er værd at vide om pottetræning. Så får du og dit barn de bedste forudsætninger for en succesfuld pottetræning.

Guide

Hvornår er det tid til at starte med pottetræning?

Der er meget forskellige holdninger til, hvornår det er tid til at starte med pottetræning. Ofte handler det om at vurdere, hvornår barnet selv er klar til det.

De fleste børn begynder at kunne kontrollere blæren når de er omkring 1,5 – 2 år gamle. Selvom denne evne må siges at være essentiel for at smide bleen, så er det ikke ensbetydende med at barnet er klar til at blive blefri i denne alder.

Vigtigt er det ikke at blive stresset, hvis dit barn ikke er klar, og ikke at forsøge at tvinge barnet til en tidlig pottetræning.

Pottetræning bliver ikke nemmere af at blive forceret. Tværtimod kan du komme til at give dit barn nogle dårlige oplevelser omkring det at smide bleen, og så bliver det endnu sværere at motivere barnet til at bruge potten efterfølgende.

Tegn på at dit barn er klar til pottetræning

Da der ikke findes en klar rettesnor for, hvornår et barn er klar til at tage bleen af og bruge potten i stedet, så er det god idé, hvis du som forælder begynder at holde øje med nogle tegn, der kan indikere at barnet er klar.

Kig efter følgende tegn:

  • Tør ble efter middagsluren – Hvis barnet har kunnet holde sig under middagsluren, kan det tyde på, at barnet er i stand til at  holde sig i længere tid ad gangen.
  • Barnet begynder at fortælle at der er noget i bleen – Hvis dit barn kommer til dig for at få skiftet ble når der er enten afføring eller tis i, tyder det på at barnet er blevet bevidst om det
  • Barnet begynder at vise interesse for toilettet og/eller potten – Hvis dit barn gerne vil prøve at sidde på potten eller toilettet, på samme måde som han eller hun har set dig gøre, så kan det også være et tegn på at han eller hun er klar til at komme af med bleen.

Potte eller toilet?

Det er faktisk helt ligegyldigt om I ‘pottetræner’ på toilettet eller potten. Det der er vigtigt er at barnet lærer at vente med at tisse til han/hun sidder på toilettet eller potten.

Her handler det igen om at vurdere og snakke med dit eget barn. For nogle børn er det skræmmende at skulle sidde på toilettet, da det er højt oppe og deres små numser ikke sidder stabilt på brættet. Derfor kan de godt blive bange for rent faktisk at falde ned i toilettet.

Her kan det være en god idé at starte med potten, som jo er knapt så skræmmende og mere i øjenhøjde med barnet.

Ellers kan man købe et lille toiletsæde man kan sætte oven på toilettet, så barnets numse sidder mere stabilt, og det føles mindre skræmmende for barnet. Det er også en god idé at bruge en skammel eller en lille trappe, så barnet selv kan gå op og ned og samtidig har noget at hvile fødderne på.

Når I starter med pottetræningen er det først og fremmest vigtigt at barnet ikke føler sig presset og at det føler sig trygt. Så er det meget nemmere at koncentrere sig om at mærke efter, hvornår man skal på toilettet.

Tag dit barn med på toilettet

De fleste børn kopierer ofte deres forældre, og når I gerne vil igang med pottetræningen er det en god idé at tage barnet med på toilettet, så han eller hun kan se hvordan man gør.

Tag dem med i rutinen flere gange; man sætter sig ned, tisser, tørrer sig, rejser sig, trækker bukserne op, trækker ud og til sidst vaske hænder. På den måde kan man lære barnet, hvordan man går på wc.

Hvornår er det bedst at pottetræne?

Det bedste tidspunkt at starte med pottetræningen er i de varme måneder, hvor barnet naturligt ikke har så meget tøj på.

Der vil helt naturligt ske uheld i starten og den slags uheld hænger ikke godt sammen med flyverdragter og overtræksbukser.

I de varme måneder vil det være mere naturligt for barnet at have bar numse eller måske bare underbukser på og det er en god måde at vænne dem til ikke at have ble på.

mange forældre vælger også at starte pottetræningen i sommerferien, da den typisk er længere og både mor og far har god tid til at hjælpe barnet igang.

Det er også hurtigere at få et par shorts eller underbukser af når tissetrangen pludseligt melder sig. Hvis du skal igennem alle vintertøjets lag kan der hurtigt ske uheld.

Husk altid at have ekstra underbukser  og bukser til rådighed og gerne flere par i børnehaven. Der vil med stor sandsynlighed ske mange små uheld i starten og det er vigtigt at hjælpe dit barn til hurtigt komme af med det våde tøj og få rent og tørt tøj på.

Den svære nummer 2

For mange børn er det afføringen der er det sværeste at lave på potten. For nogle kan det være en god idé at lave en form for overgangsfase, hvor barnet smider sin ble og tisser på toilet eller potte, mens de kan få en ble på når de skal lave nummer 2.

Hvis dit barn uden problemer laver nummer to på sin potte, så skal I selvfølgelig ikke bruge ble.

Børn er forskellige og det vigtigste er at gøre det der fungerer for dit barn og jeres familie.

Gode råd til pottetræning

For at komme godt igang med træningen er her et par gode råd I kan følge:

Start med at introducere potten

Det er vigtigt at barnet bliver trygt ved potten. Ellers vil det være svært for han/hun at tisse på den.

Til at starte med kan du lade barnet få interesse for potten ved at lege med den fx med dukker eller bamser, uden nødvendigvis selv at skulle sidde på den. Så barnet lærer potten at kende og finder ud af at der ikke er noget farligt forbundet med den.

Senere kan barnet prøve at sidde på potten med tøj og ble på. Lad barnet læse i en bog imens eller lege med legetøj.

Det er vigtigt at det at bruge potten bliver noget naturligt for barnet og at barnet øver sig i at bruge den.

Timing

Det giver god mening at få indført potten eller det at gå på toilettet som en fast rutine. Som du sikkert har lagt mærke til, så er der ofte nogle bestemte tidspunkter på dagen, hvor dit barn tisser eller laver afføring. Det sker tit lige efter barnet har spist eller sovet.

Det kan fx være en god idé at gøre det til en fast rutine om morgenen, når barnet vågner, at tage bleen af og gå ud på toilettet med det samme.

Gør det eventuelt hyggeligt eller sjovt ved at fortælle en historie eller tag noget af yndlings legetøjet med.

I kan også gøre det til en hyggelig del af rutinen inden sengetid eller inden badet. Efter et stykke tid vil det blive helt naturligt for barnet at bruge toilet eller potte på disse tidspunkter.

Hold øje med de signaler dit barn sender

Du kender selv dit barn bedst og ofte vil der være tegn på at der er noget på vej. Det kan være et bestemt ansigtsudtryk dit barn laver, måske trækker han/hun sig lidt væk, måske vrider de lidt med numsen eller begynder at hoppe lidt rundt. Det er allesammen tegn der er gode at holde øje med og være opmærksom på.

Det er nemlig ikke sikkert at dit barn midt i en leg selv har overskuddet til at fortælle dig, at det er tid til at komme på toilettet.

Derfor er det en god idé at være opmærksom på barnets egne signaler og når du fornemmer at det er nu, så tag barnet i hånden og sæt ham eller hende på potten eller toilettet.

Tag dig tid

Sørg for ikke at lade pottetræningen foregå når I har travlt. Det kan tage lang tid at få lavet den tissetår eller nummer to og det hjælper på ingen måde at presse barnet. Det bliver i stedet en dårlig oplevelse for barnet.

Derfor er der også mange der vælger at starte med pottetræningen i perioder med ferie, hvor der er god tid og I ikke skal nå så meget.

Spørg ikke for meget

Når I har fået gang i pottetræningen er det vigtigt at huske at spørge dit barn med jævne mellemrum og han eller hun skal tisse.

Det er vigtigt ikke at spørge så meget at det bliver en irritation for barnet.

Tit bliver børn så opslugte af deres leg at de ikke ænser at de skal på toilettet før det er lige oppe over og det kan være svært at nå. Derfor er det godt at huske at spørge dem jævnligt, så de bliver opmærksomme på at mærke efter.

Hvis barnet sige at det er tid til at komme på toilet eller potte er det også vigtigt at reagere hurtigt og gå på toilettet , så I er sikre på at nå det. Ellers bliver det hurtigt en dårlig oplevelse for barnet.

Barnet skal nok lære at holde sig og kontrollere blære og tarm, men det kan være svært i starten, så vær meget opmærksom og spørg barnet ofte.

Belønninger?

Selvom motivation er en vigtig faktor når det kommer til bleafvænning, så er det også vigtigt ikke at overdrive med ros og belønninger når barnet laver noget på potten eller toilettet.

Det kan give barnet en dårlig oplevelse og følelse af at gå på potte eller toilet, hvis de ikke formår at lave noget i den.

Skæld aldrig ud når der sker uheld! Barnet gør det ikke med vilje og det kan tage tid for barnet at lære en helt ny adfærd. Ofte vil der ske mange uheld indtil der er helt styr på det at bruge toilettet, og det er vigtigt at hjælpe barnet frem for at skælde ud.

Bonus tips til pottetræning

  • Tag dig god tid! Det skal nok lykkes og hvis du er afslappet omkring processen, så vil dit barn også være det
  • Start med at fjerne bleen om dagen
  • Når dit barn har haft en tør ble i ca. 2 uger, kan du begynde med at fjerne bleen om natten
  • Giv ikke  barnet for meget væske lige inden sengetid
  • Det er naturligt, at barnet vil have uheld i perioden med pottetræningen
  • Tal med barnet om at smide bleen og fortæl barnet hvor stor han/hun nu er blevet
  • Forbind toiletbesøg med efterfølgende håndvask, det lærer barnet om god hygiejne fra start
  • Tag barnet med på toilettet når du selv skal og vis vejen
  • Husk på at alle børn udvikler sig forskelligt. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, så kig på dit eget barn uden at sammenligne

Hvornår starter man pottetræning?

Barnets alder er ikke afgørende for, hvornår man kan starte med pottetræningen. Det er derimod vigtigt at holde øje med barnets signaler der viser at han eller hun er klar til at begynde pottetræning.

Hvornår kan man smide bleen om natten?

Når barnets ble har været tør om morgenen i ca 14 dage, kan I prøve at tage bleen af om natten.

Beskrivelse af kilder og tests

Vi håber, du fornemmer, at der ligger et stort arbejde bag denne artikel. Vi ønsker at give dig en objektiv vurdering af samtlige produkter, og derfor læner vi os op ad både officielle forbrugerråd, eksterne eksperter samt forbrugernes egne anmeldelser på tværs af både danske og internationale webshops. Vores research-team har gransket markedet og undersøgt alle relevante kilder.
I vores arbejde har vi anvendt følgende ekspertkilder og tests:

×