Som nye forældre har man ofte mange spørgsmål, der presser sig på. Ét af dem er, hvor lang tid baby må sidde i autostolen.
I de første måneder mens babyer er helt små er det en god idé at begrænse tiden i autostol så meget som muligt, for at passe på deres ryg.
Fra tid til anden kan det dog være nødvendigt at komme fra a til b med baby i bilen, men hvor længe må baby sidde i en autostol?
Der findes ikke som sådan en fast tidsramme for, hvor længe baby må sidde i autostol, men der er bred enighed blandt sundhedsfagligt personale om, at babyer ikke bør sidde i autostol i lang tid ad gangen.
Det handler om at begrænse den passive tid, hvor baby ikke kan bevæge sig, så meget som muligt og sørge for, at helt små børn ikke sidder op mere end højst nødvendigt.
Dette gælder ikke kun for autostole men også generelt for f.eks. skråstole og bæresele, som det anbefales at begrænse brugen af så vidt muligt.
Når baby skal sidde i en autostol, spændt fast, har de ikke mulighed for at bevæge sig frit og træne deres muskler, derfor kalder man den tid barnet sidder i autostol, babystol o.l. for passiv tid.
Se på den samlede tid baby sidder
Det handler ikke kun om, hvor længe babyen sidder i autostolen men om den samlede ‘siddetid’ i løbet af en dag. Hvis det er nødvendigt, at baby sidder meget i f.eks. skråstol i løbet af en dag, anbefales det at baby kun sidder i autostolen i meget kort tid og omvendt.
Babyer har generelt bedst af at ligge ned og helst på maven, så de kan træne deres ryg. Som forældre er det vigtigt, at man tager hensyn til barnets udvikling og holder øje med om ens barn sidder for meget op i løbet af en dag.
Kortere ture eller mange pauser
Må man sætte en nyfødt i autostol? Nyfødte spædbørn bliver ofte transporteret hjem i bil og barnet tager da heller ikke skade af at køre korte ture i autostol. Det anbefales at man holder køreturen i bilen til max 30-40 minutter.
Hvis det i sjældne tilfælde er nødvendigt med en længere tur kan baby godt sidde i autostolen i op til 2 timer ad gangen, men her anbefales det, at holde pause undervejs, gerne mange pauser, hvor barnet kan komme op og få frisk luft, en ny ble og bevæge sig.
Hvis baby sover i autostolen når I kommer frem til slutdestinationen er det bedst at flytte barnet til en seng, hvor det kan ligge fladt.
Selvom de fleste autostole til de helt små har en liggefunktion, er det ikke hensigtsmæssigt at lade barnet sove i stolen, både pga. stillingen, der ikke er god for ryggen, men også fordi babyer hurtigt får det for varmt i autostolen.
Baby har bedst af at ligge ned
Helt små børn har ikke godt af at sidde i den samme stilling i mange timer ad gangen. De har generelt godt af at ligge ned og kunne bevæge sig frit for at udvikle motorikken og styrke deres muskler.
Hvor længe barnet må sidde i løbet af en dag, er en vurderingssag fra forældrenes side.
FAQ
Hvor længe må baby sidde i autostol?
Der findes ikke nogle faste tidsrammer for, hvor længe baby må sidde i autostolen ad gangen. Det er en vurderingssag forældre må lave fra barn til barn, i forhold til, hvor meget barnet ellers sidder.
Hvor længe skal børn bruge autostol?
Indtil barnet er omkring 10 år, 25 kg og mindst 135 cm højt er det lovpligtigt at bruge en størrelsessvarende sikker autostol. Derefter kan barnet sidde fastspændt med en almindelig sele.