Gravid hvor længe?

Af ida BAdge
ida

Ida er 36 år og bor lidt uden for København med sin kæreste, to bonusbørn på hhv. 15 og 9 år og datter på 3 år.   Som mor har...

Venter du dit første barn, kan det være forvirrende at finde ud af, hvordan man regner på længden af hele graviditeten. Når man snakker med andre kommende forældre, hører man måske dem tale om graviditetskalender, terminsdag og graviditetsuge.

Man kan undre sig over, hvordan man finder rundt i alle beregningerne og vil måske egentlig bare gerne vide, hvornår man kan forvente at føde sit første barn.

En graviditet varer som udgangspunkt 40 uger svarende til 9 kalendermåneder.

Når man beregner graviditetsuger, starter man med sidste menstruations første dag.

En normal graviditet kan vare indenfor 37 til 42 uger.

Guide

Termin

Termin beregnes ud fra sidste menstruations første dag. De fleste kvinder har ægløsning to uger efter den første dag i den sidste menstruation, medmindre de har en uregelmæssig menstruationscyklus. Den første dag i sidste menstruation, er starten på din cyklus. Det er cirka to uger efter starten på cyklus, at ægløsningen finder sted, og du har lettest ved at blive gravid.

Hvis ægget befrugtes efter ægløsningen har fundet sted, vil der gå fra to dage og op til en uge fra befrugtningen, indtil det befrugtede æg sætter sig fast i livmoderen. Et ubefrugtet æg vil blive afstødt med en del af slimhinden i livmoderen og udskilles med næste menstruation.

Selvom man som udgangspunkt siger, at man er gravid i 40 uger,  er du ikke gravid de første 2 uger. Din egentlige graviditet varer altså i 38 uger. Man kan sige, at fosteret er to uger “yngre” end selve graviditeten på de gennemsnitlige 40 uger, eller ifølge kalenderen ca. 9 måneder.

Hvis kvinden føder i ugerne 37 – 42 er fødslen stadig indenfor termin. Terminen kan således være 2 uger før den fastsatte terminsdato og op til to uger efter terminsdatoen.

Terminsdato beregnes ved scanning

Den allerførste beregning af termin foretages hos din egen læge, efter du har fundet ud af, at du er gravid. Lægen regner datoen ud ved at spørge dig, om datoen for den første dag i din sidste menstruation og regne ud fra en menstruationscyklus på 28 dage. Vandrejournalen oprettes, og medbringes til alle graviditetskonsultationer, for at følge med i barnets udvikling. Lægens konsultationer vil hos førstegangsfødende foregå i graviditetsuge 6 – 10, 25 og 32.

Senere beregnes din terminsdato ved scanning. En jordemoder vil beregne termin ud fra nogle bestemte kriterier om bl.a. vægt, udvikling og barnets vækst. Datoen for termin kan derfor ændre sig fra den dato som lægen oprindeligt fastsatte.

Alle gravide vil blive tilbudt kontrol hos læge, jordemoder og i form af scanninger på hospitalet. Scanningerne af den gravide foretages af en jordemoder. I forbindelse med lav vægt og forventet lav fødselsvægt, vil en fødselslæge indgå i samarbejdet med jordemoderen, for at vurdere og følge med i, om graviditeten forløber planmæssigt.

Kun få procent (ca 4 %) af gravide, føder på den fastsatte terminsdato. Det er jordemoderen som vil fastsætte terminsdatoen. Din terminsdato er datoen du kan forvente at føde dit barn.

Sundhed.dk kan du se et vejledende skema over de forskellige kontroller som tilbydes til dig, når er gravid.

Fertilitetsbehandling

Hvis man bliver gravid ved hjælp af fertilitetsbehandling skal terminsdato beregnes med udgangspunkt for datoen , hvor ægget bliver befrugtet. Det gælder for både IVF (reagensglasbehandling) hvor æg udtages fra æggestokken og befrugtes , og for intrauterin insemination (IUI) som sker ved tidspunktet for ægløsning, og det befrugtede æg forbliver i livmoderen og insemineres.

Ligesom ved terminsberegning for almindelig ægløsning, skal der ved fertilitetsbehandling lægges 38 uger til, så man når op på de 40 uger man som udgangspunkt er gravid.

Graviditet i trimestre

Graviditeten er opdelt i trimestre: 1., 2., og 3. trimester.

Det 1. trimester går fra uge 0 – 12. I denne periode befrugtes ægget og fosteret udvikles så alle vitale anlæg i kroppen er grundlagt. I første trimester er der størst risiko for spontan abort, pga fejl i celledelingerne.

Det 2. trimester går fra uge 12 – 24 hvor barnets organer modnes og udvikles. samtidig tager barnet på i længde og vækst.

Det 3. trimester går fra uge 24 – til fødsel og er den sidste del af graviditeten, hvor baby modnes og gøres klar til livet udenfor livmoderen.

Jo længere din graviditet varer, jo mindre bliver chancen for spontan abort.

Når baby er 37 uger, anses det for at være fuldbåren og klar til fødslen. Det er ikke unormalt at førstegangsfødende, føder efter graviditetsuge 40.  Fødes barnet før de fulde 37 uger betegnes fødslen som for tidlig, og barnet som præmatur.

Overbåren fødsel

En graviditet betegnes som overbåren, hvis barnet fødes efter 42 uger. Alle gravide får tilbudt at få fødslen sat i gang efter ca. 41 uger og 5 dage. Når man har været gravid i 40 uger og 6 dage, skal man ringe til Svangre-ambulatoriet for at få tid til den sidste jordemoderkontrol og aftale det videre forløb.

Er man gravid i mere end 42 uger, begynder der at være risiko for, at baby ikke vil overleve. Det er grunden til at man ikke venter mange uger med igangsættelsen, efter de 40 uger som er udgangspunktet.

For tidlig fødsel

For tidlig fødsel er, når baby fødes før de fulde 37 graviditetsuger. Hvis der er risiko for, at man føder før de fulde 34 graviditetsuger, er det almindeligt at blive indlagt på en neonatal afdeling, hvor der er specielt tilrettelagt overvågning og pleje af for tidlig fødte børn (præmature). Der findes efterhånden højt specialiseret behandling, til børn som fødes mange uger, eller endda måneder før tiden.

Anbefalinger om kosttilskud

Sundhedsstyrelsen anbefaler et kosttilskud af folsyre allerede 3 måneder inden graviditet. Det anbefales at tage tilskud af D vitamin i månederne fra oktober til april.

Under graviditeten anbefales det at fortsætte med dagligt tilskud af folsyre, D vitamin, jern og calcium.

Undgå alkohol

Alkohol kan skade fosteret og er skadeligt for barnets udvikling under hele din graviditet. Det anbefales helt at holde sig fra alkohol. Det gælder også for dig, som planlægger at blive gravid. Det er bevist at selv små mængder er skadelige og giver større risiko for adfærds- og indlæringsvanskeligheder.

Begræns indtaget af kaffe

Når man er gravid, eller forsøger at blive gravid, anbefales det at begrænse indtaget af koffein. Koffein findes i kaffe, te, cola og energidrikke. Sundhedsstyrelsen anbefaler at man begrænser indtaget til 2 kopper kaffe om dagen, når man er gravid.

Fosteret kan ikke udskille koffein, og det ophober sig derfor med tiden. Et højt indtag af koffein er blandt andet forbundet med en lav fødselsvægt.

Er man gravid i 9 eller 10 måneder?

Forløber graviditeten planmæssigt, er man gravid i cirka 9 kalendermåneder. Man regner graviditet i uger, for at være præcis med udregningerne. En normal graviditet varer mellem 37 og 42 uger.

Hvor længe kan man gå over tid?

Det anbefales, at man ikke går længere over tid end 42 uger. Efter 42 uger vil man få tilbudt at sætte fødslen igang. Går man for længe over tid, er der risiko for at moderkagen holder op med at fungere.

Beskrivelse af kilder og tests

Vi håber, du fornemmer, at der ligger et stort arbejde bag denne artikel. Vi ønsker at give dig en objektiv vurdering af samtlige produkter, og derfor læner vi os op ad både officielle forbrugerråd, eksterne eksperter samt forbrugernes egne anmeldelser på tværs af både danske og internationale webshops. Vores research-team har gransket markedet og undersøgt alle relevante kilder.
I vores arbejde har vi anvendt følgende ekspertkilder og tests:

×